Mmmm..... cookies...

Udlejningsregler

Hovedreglen for at få en almen bolig er, at man skal være skrevet op på en venteliste. 
Man skal være fyldt 15 år for at kunne optages på ventelisten. 

Der skal betales et opnoteringsgebyr på 300 kr. ved optagelse på ventelisten til lejligheder og rækkehuse. 

For at blive på ventelisten skal der årligt betales et ajourføringsgebyr på 300 kr. 

Der skal ikke betales gebyr ved optagelse på ventelisten til ungdomsboliger. 

Det er ansøgerens anciennitet, der er afgørende for anvisning af en bolig. 

Lejere, som ønsker en anden bolig i selskabet, skal skrives på en såkaldt oprykningsventeliste. Disse ansøgere har fortrinsret ved tildeling af ledige boliger. 


Regler for husdyrhold, er forskellig fra afdeling til afdeling. Se på afdelingssiderne hvordan reglerne er for de forskellige afdelinger, eller kontakt administrationen.

Ventetider 
Når du får oplyst dit aktuelle nummer på ventelisten, skal du være opmærksom på, at dette er et øjebliksbillede. 

Når vi oplyser en forventet ventetid, er det kun et skøn, da ventetiderne bl.a. afhænger af antallet af fremtidige flytninger. Oplysningen om den forventede ventetid er anført i boligsøgningsmodulet under den enkelte afdeling. 

Udlejningsaftaler 
Når du søger en bolig på boligselskabets venteliste, skal du være opmærksom på, at der kan foreligge specielle udlejningsaftaler. Boligselskabet Holstebro har indgået flg. aftaler: 

Samarbejdsaftale med Holstebro Kommune som tilgodeser ansøgere i en særlig vanskelig boligsituation. 

Boliggaranti for studerende på en videregående uddannelse som flytter til Holstebro Kommune. 

Ønsker du yderligere informationer om aftalerne, er du velkommen til at kontakte administrationen.